Hvad er et traume?

 

 

De videnskabelige teorier

 

Et psykologisk traume er en psykisk dybt forstyrrende hændelse. Et traume kan være mange forskellige hændelser – alt fra at miste en man elsker, fysisk overgreb, mentalt overgreb, vejrkatastrofer, forskrækkelser, omsorgssvigt (f.eks. mangel på berøring som spæd), genadoptioner mm.

En traumatisk hændelse kan således både være kortvarig – ned til minutter – eller en vedvarende tilstand. Der findes ikke en alment gyldig definition på, hvad der udgør et psykisk traume. Og om en hændelse opleves som traumatisk er 100% individuelt og påvirkes af faktorer som personlighed, sensitivitet, tidligere oplevelser, kontekst, timing, kvaliteten af relationer og alder.

En traumatisk hændelse er også, hvis man som baby/barn/hvalp ikke har fået nok fysisk berøring (krammere, nærende berøring, nusning) eller/og nok følelsesmæssig opmærksomhed. Så kan man udvikle ’Reactive attatchment disorder’ (RAD).

 

Hjernens rolle i traumer   

 

De områder i hjernen der bidrager til at skabe relationer og afkode sociale signaler udvikles ikke normalt, og disse individer vokser således op med defekt neurobiologi og er ofte ekstremt socialt handikappede.

Hjernen virker ved hjælp af at neuronerne (hjernecellerne) sender beskeder til hinanden via kemiske stoffer kaldet neurotransmittere (blandt andet hormoner). Hjernen påvirkes af hormoner som adrenalin, dopamin, norepinephrine, oxytocin og kortisol.

Når man udsættes for traumatisk hændelse, kan der ske varige forandringer i neurologiske stier i hjernen, forårsaget af forandringer i kroppens hormonelle systemer. Generelt kan man sige, at jo yngre et individ er, når det er udsat for et traume, jo sværere er det efterfølgende at rette op på den skade, der er sket.

Hjernen er nemlig i den største udvikling fra fosterstadiet og – hos mennesker – op til 4-års alderen.  Hos hunde sker den største udvikling fra fosterstadiet og op til 7 uger gammel. Det er sjældent, at et barn helt undgår at opleve et traume – et konservativt estimat er, at mindst 40% af Amerikanske børn vil have oplevet mindst en traumatiserende hændelse, inden de bliver 18 år. Jeg vil vove at påstå, at tallet er endnu højere for hunde.

Hukommelsen spiller en stor rolle i hvordan hjernen påvirkes af traumer, symptomerne derpå samt behandlingen af traumer. Hjernen skaber en association når to neurale aktivitetsmønstre sker simultant og gentaget.

Pavlov demonstrerede dette i sine forsøg med hunde, hvor han skabte en association mellem lyden af en klokke og mad. To førhen separate neurale stier danner nye synaptiske forbindelser og bliver et singulært forbundet netværk. Så efterfølgende betød lyden af klokken automatisk for hundene en forventning om mad.

Det er blandt andet disse skabte associationer, der også opstår ved traumer, der gør traumerne svære at behandle. Det betyder også, at tidlige oplevelser har større betydning for individer end oplevelser senere i livet, da efterfølgende læring og erfaring dannes på et ’skadet’ grundlag – og hele verdenssynet kan blive forvrænget. Associationer kan være kilden til traume-relateret symptomer.

 

Typer af respons ved traumatiske hændelser

 

Det mest kendte respons, når et individ udsættes for en skræmmende oplevelse, er fight or flight (kæmp eller flygt). Fight or flight respons udløses af hjernen, som via det sympatiske nervesystem sender besked til binyrerne om at udskille stresshormonerne adrenalin, noradrenalin og kortisol.

Disse hormoner bevirker en accelereret hjerte- og respirationsfrekvens, fordøjelsen stopper, blodtrykket øges og muskelspændinger øges. Samtidig nedbryder stofskiftet glukose og fedt, så musklerne kan yde mest muligt. Men hjernen kan også reagere ved dissociation, hvis betingelserne kalder på det. Dissociation opstår, når flight or fight ikke er en mulighed, og faktisk ville skade individet endnu mere. Det er en primitiv reaktion, som de tidligste livsformer benytter, samt de yngste medlemmer af højere livsformer.

Disse individer kan sjældent selv undslippe farlige situationer, og deres eneste respons ved udsættelsen for fare eller når de bliver skadet, er at krølle sig sammen, gøre sig så små som muligt, råbe på hjælp og håbe på et mirakel. For spædbørn, små børn og nogle dyreunger, der hverken kan flygte eller kæmpe, er det dissociative respons meget normalt.

Under dissociation forbereder hjernen kroppen på at blive skadet. Blodet ledes væk fra arme og ben, og pulsen sænkes for at minimere blodtab fra eventuelle sår. Der frigives endogene opioider – hjernens naturlige heroin-agtige substancer – som er smertestillende, beroligende samt indgyder en følelse af psykologisk distance fra hvad der sker. Det dissociative respons kan have mange grader – fra den milde form som at dagdrømme til ekstreme tilfælde, hvor der fokuserer fuldstændigt indad og individet oplever situationen som fra en distance og uvirkelig.

 

Posttraumatisk belastningsreaktion

 

Nogle individer, der har været udsat for traumatiske hændelser, udvikler en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD – Post Traumatic Stress Disorder). Definitionen på PTSD hos mennesker er, at PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser som f.eks. krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed.

En endnu bedre indikator på udviklingen af PTSD kan være oplevelsen af chok eller forskrækkelse. Alvorlige chok kan få hjernen til at rewire sig selv til at være i alarmberedskab til alle tider. Vi har alle – mennesker og dyr – nogle forventninger til det daglige liv, der er så dybt rodfæstet i os, at vi aldrig skænker dem en tanke – for eksempel at vi kan gå fra vores hus til bil uden af blive fanget af et stort flyvende rovdyr. Når man oplever et chok, der ændrer ens opfattelse af hverdagens orden, så fastlåses den mest primitive del af ens hjerne på ’red alert’.

Når man har PTSD kan man have gentagende oplevelser af flashbacks eller stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumet.  Yderligere symptomer – hos i hvert fald mennesker – inkluderer dominerende tanker om hændelsen, søvnforstyrrelser, en følelse af uvirkelighed, en øget vagtsomhed og et øget ’startle response’ (f.eks. den mindste uventet lyd får en til at fare sammen), ekstrem angst og nervøsitet. PTSD rammer mange flere mennesker og dyr, end først antaget da diagnosen blev defineret tilbage i 1980.

I Amerika alene menes mindst 7% at være ramt af tilstanden. PTSD er videnskabeligt dokumenteret hos mange dyr, f.eks. hos elefanter, hunde, chimpanser og bavianer. Det er ikke altid, at det at være udsat for en traumatisk hændelse fører til udviklingen af PTSD. Man kan gå fri af yderligere komplikationer, eller man kan udvikle andre tilstande så som depression, en anden angst lidelse (så som panikangst) eller opleve nogle af symptomerne på PTSD.

 

Stress-respons systemet

 

Stress-respons systemet hos både traumatiserede individer og individer med PTSD kan være sensitiveret – også kaldet overreaktivt (hyperarousal). Ved sensitivering fører et stimulusmønster til øget sensitivitet ved fremtidige stimulus af samme karakter. Dette betyder i praksis, at når de udsættes for selv små stressfaktorer, så reagerer deres system, som om de står overfor en stor trussel. Et sensitiveret stress-respons kan frembringe en aggressiv, impulsiv eller trængende adfærd.

Disse individer kan være svære at have med at gøre, kan hurtigt blive oprørte og kan være svære at få til at falde til ro igen. De kan overreagere i forhold til nye ting og forandringer, og ofte tænker de ikke, før de handler. Mange posttraumatiske psykologiske symptomer (de ’adfærdsproblemer’ vi kan se) er relateret til enten det dissociative eller det overreaktive respons til ting, der minder om traumet. Disse respons hjælper individet overleve selve traumet, men skaber problemer senere i livet.

Det er vigtigt for et individs både psykiske og fysiske livskvalitet at få behandlet traumer. De neurohormonale abnormaliteter og derved de forhøjede niveauer af stresshormoner i kroppen hos traumatiserede individer kan på sigt medføre mange fysiske symptomer så som kroniske smerter i bevægeapparatet, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesteroltal, fedme og hjertekarsygdomme.

 

Derudover

Jeg tilslutter mig de videnskabelige teorier, og samtidig mener jeg, at der er flere aspekter ved traumer og derved traumebehandling. Der er helt sikkert også et genetisk samt et epigenetisk aspekt i en traumatiseret hjerne. Og så er der karma, som er baseret på et individs adfærd i det pågældende samt tidligere liv.

Jeg har derfor også den genetiske disposition for en traumatiseret hjerne samt de karmiske bånd med i tankerne, når jeg som clairvoyant undersøger og behandler en hund for traumer.