Artikler med eller om mig og dyreclairvoyance og telepati med dyr
Tre aviser har skrevet om mig og min passion for at hjælpe dyr og deres mennesker.
Jyllandsposten bragte denne artikel d.9 september 2022
Følg linket eller læs artiklen her.
Det sidste farvel til kæledyrene
AF SARAH ROTHKEGEL STERNBERG og HEDVIG HØGH-OLESEN
Danskerne begraver hovedsageligt deres kæledyr i haven eller får dem kremeret. Kurt Jensen bruger sin fritid på at begrave andres kæledyr, og Rosalina Hareholm hjælper folk af med deres sorg ved at tale med de afdøde dyr.
Ude på Amager, i nærheden af Tårnby Station, ligger Danmarks ældste gravplads for dyr.
Dyrenes Mindegrave blev stiftet i 1949 og har mere end 300 gravsteder, hvor hunde, katte, kaniner, fugle og papegøjer har fået deres endelige hvilested.
»Vi har også en enkelt abe begravet herude,« fortæller Kurt Jensen, der er formand for foreningen, som står for driften af Dyrenes Mindegrave.
Kurt Jensen er en aktiv del af begravelserne. Han klargør gravene og dækker dem til igen, når det sidste farvel er blevet sendt af sted.
Kirkegården ligner til forveksling enhver anden almindelig kirkegård. Men navnene på de afdøde afslører hurtigt, at der ingen mennesker ligger her. Gravpladsen er grøn og frodig. Flere af de frivillige, som plejer at holde gravstederne ordentlige, er på ferie, så træer og buske står ud til alle sider langs de små grusstier.
Aske eller ormeføde
Kurt Jensen har selv begravet fire ildere på Dyrenes Mindegrave.
»Der ligger min nabos hund,« udbryder han og peger ned mod et lille, firkantet gravsted med billedet af en hvid terrier.
»Det giver en form for helhed at begrave sit dyr et sted, hvor der ligger andre dyr. Nogle vil måske foretrække at begrave sin hund i baghaven, men jeg synes, dyrene skal herud,« siger Kurt Jensen, der selv har to hunde, som en dag skal begraves på pladsen.
Han er dog blandt de få, da flest danskere begraver deres dyr på egen grund.
En afstemning fra 2019 med 1.300 svar på Boligsiden.dk viste, at tre ud af fire danskere har begravet et dyr i haven.
En anden populær måde at skaffe sig af med sit afdøde kæledyr er gennem kremering, da danske dyrlæger tilbyder at sende dyret afsted, når det er blevet aflivet. Hos Adas Kæledyrekrematorium på Sjælland, oplever Anders Oxholm, som står for drift og salg, at en stor andel af kæledyr ender som aske.
»De fleste dyr bliver fælleskremeret, men flere og flere får øjnene op for, at det er muligt at få sit kæledyr kremeret alene og derefter modtage en urne med dyrets aske, som enten kan graves ned eller opbevares derhjemme,« fortæller han og forklarer, at ved fælleskremering får man ikke asken igen.
Derudover oplever han også en stigende tendens til, at folk vælger at købe et askesmykke, som består af en eller flere håndlavede glasperler, hvor det afdøde dyrs aske er rullet ind i perlen.
En del af familien
Dyrenes Mindegrave begraver mellem 20 og 24 dyr om året. Sidste år var der en kvinde, som skulle have begravet sin hund – en chevelle spaniel. Det endte med at blive en større begivenhed med omkring 30 deltagere, som stod på gravpladsen og sang ”Dejlig er jorden”, da kisten blev sænket ned i graven.
»Det var virkelig sådan, at hårene rejste sig på armen. Det var meget smukt at høre. Nogle gange må vi sidde lidt sammen med folk, fordi de bliver rørt under en begravelse. Mange af dem, der har et gravsted herude, betragter deres kæledyr som familiemedlemmer,« fortæller Kurt Jensen.
Nogle siger endegyldigt farvel, når de begraver deres kæledyr, mens andre kommer og besøger gravstedet med jævne mellemrum, fortæller han.
»Vi har en, der kommer en gang om ugen og drikker en sodavand og sidder og snakker med sin kat.«
Selv plejer Kurt Jensen at tage op på gravpladsen til jul for at mindes sine fire ildere.
»Så kan jeg tage op til min mor bagefter. Hun ligger henne på kirkegården,« siger han.
Kurt Jensen har hele livet haft et tæt forhold til dyrene, så det giver mening for ham at bruge sin tid på at hjælpe andre igennem det sidste kapitel.
»Jeg har haft marsvin, kanin, undulater og hunde. Dyrene har fyldt en del gennem min opvækst, for af en eller anden grund havde jeg ikke så mange legekammerater. Det gjorde, at jeg blev mere knyttet til mine kæledyr,« fortæller han og fortsætter:
»Du finder ingen større kærlighed end en hund, der kommer logrende med halen hen imod dig. De dyr, der er begravet her, har betydet noget. Helt bestemt.«
Må man tage hunden med?
Men når livet er slut, hvor ender de kære dyr så henne? Kommer de i himlen, som vi mennesker gør, ifølge Bibelen og den kristne tro?
Først skal vi vide, om dyr har en sjæl.
»Når der tales om et efterliv og et evigt liv, er det mennesket, der tænkes på i Bibelen. Dyrene er det, man kan kalde sjælløse skabninger – altså dyrene har ikke en sjæl,« lyder svaret fra Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus.
Selv om dyr ifølge ham ikke har en sjæl og derfor ikke et efterliv, har de stadig en vis værdi for Gud.
»Dyrene er en del af Guds skaberværk, og derfor kan vi tale positivt om dyrene, fordi han har villet, at de var på Jorden og blev ved med at være her,« forklarer Flemming Baatz Kristensen og understreger, at man skal huske næstekærligheden, når nogen mister sit kæledyr:
»Man skal altid være empatisk over for mennesker, der mister. Et dyr kan have haft stor betydning i nogens liv. Og når ens kæledyr dør, kan man minde sig selv om glæden over alt det, man har modtaget, være taknemmelig og betro sin hund eller sin fugl til jorden og bede skaberen passe godt på den.«
Der er 600 gravpladser på kirkegården, hvor flere stadig står ubrugte. Årligt opsiges seks til otte gravpladser, men gravene bliver ikke fjernet, da der ikke er pladsmangel. I stedet passer de frivillige, som står for driften af stedet, gravene. Foto: Nicolai Lorentzen
Nogle er dog ikke enige i Bibelens udlægning. En af dem er Rosalina Hareholm, og hun er sikker i sin sag. Hun er dyreclairvoyant og fortæller, at hun kan ”tale” med både levende og døde dyr.
Afhjælper sorgen
Rosalina Hareholm er oprindeligt uddannet biolog og arbejdede inden for faget i flere år, inden en personlig hændelse fik hende på sporet af dyreclairvoyance.
»Jeg mistede min hund Debbie, og det var virkelig hårdt for mig. Min søster gjorde mig opmærksom på dyreclairvoyance, og da jeg altid har været åben for det spirituelle, så jeg det som en mulighed,« fortæller hun.
Kontakten til hunden var så meningsfyldt for Rosalina Hareholm, at hun opsøgte mere viden på området og tog en uddannelse i dyreclairvoyance, og det førte til et karriereskift. Hun forstår godt folks skepsis over for hendes arbejde.
»Jeg var selv en af dem, der tænkte, at clairvoyante nok bare ville tjene nogle hurtige penge, men jeg har virkelig ændret holdning. Jeg oplever også kunder, som ikke helt tror på det, men alligevel beder mig om hjælp, fordi deres afsavn er så stort.«
Men hvorfor kommer folk til Rosalina Hareholm, når deres dyr dør?
»Mine kunder har tit et meget stort afsavn og en stor sorg. Jeg oplever, at mange er i tvivl, om aflivning af deres kæledyr var den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt, og de har svært ved at falde til ro, fordi alle de bekymringer fylder meget i deres hoved. Mange har et stort behov for et ekstra farvel og vil gerne sikre sig, at deres dyr godt ved, at de elsker dem,« fortæller hun.
Regnbuebroen
Blandt de mange gravsten på Dyrenes Mindegrave står Kurt Jensen og kigger rundt. Han tror på, at dyr har en sjæl.
»Det er min mening, og jeg tror, at mange af dem, der har fået begravet deres dyr her, deler den mening,« siger han.
Han ser en glæde i at kunne give dyrene en respektfuld begravelse, fordi han synes, at de har fortjent det.
Tror du, at dine kæledyr har et efterliv og kommer i himlen?
»Der findes en gammel legende, som lyder, at når kæledyr går bort, kommer de et sted hen, der hedder regnbuebroen, hvor de venter på mennesket. Når mennesket dør, møder mennesket sin hund, kat, hest osv., som kommer sit menneske i møde og siger goddag. Sammen følges de over regnbuebroen til paradis,« siger Kurt Jensen.
Viborg Stifts Folkeblad og Viborg Nyt bragte denne artikel d.30 juli 2019
Følg linket eller læs artiklen nedenunder billederne.
At hjælpe dyr giver mit liv værdi
AF: HELLE LENSCHOW, Publiceret 30. juli 2019 kl. 09:00
Da Elliine Hareholm fik Svend, havde hunden mange traumer. Her ses de sammen med familiens anden hund Hedvig. Foto: Morten Dueholm.
Elliine Hareholm er dyrenes talerør. Fra privaten ved Sparkær arbejder hun med dyreclairvoyance og dyretelepati.
På Enrico Dalgas Vej i Sparkær bor den 39-årig Elliine Hareholm med sin kæreste Jonas Lilleskov og parrets 2-årige datter Ella, og hun driver firmaet Dyreclairvoyance. Her tilbyder hun folk med dyr at få svar på, hvad deres dyr har på hjerte – fra den almindelige snak om stort og småt til den alvorlige, der handler om at behandle et traume hos dyret. Har du mistet et kæledyr, kan du også få kontakt med det afdøde dyr.
– Jeg har altid været en dyreven. Jeg er vokset op i Skørping, og at være sammen med dyr og hjælpe dem giver mit liv værdi. Jeg har været frivillig i flere dyrerettighedsorganisationer og på et hundeinternat i Irland. Desuden har jeg arbejdet som frivillig med rehabilitation af vilde dyr i Ecuador og Costa Rica, siger Elliine Hareholm.
Familien boede indtil for to år siden midt på Nørrebro, i en lejlighed på 4. sal, men nu er stenbroen skiftet ud med vestjysk natur – og masser af den. Det nyder både de voksne, lille Ella og familiens to hunde Svend og Hedvig godt af.
– Det er da et kæmpe spring, men vi er simpelthen så glade for det. At bo på Nørrebro blev mere og mere utrygt, og når du har en lille pige, så sætter det tanker i gang og motiverer for at flytte. Samtidig ville vi gerne tættere på vores familie. Her har vi fundet det hele, siger Elliine Hareholm.
Samtidig har Elliine Hareholm besluttet, at nu vil hun for alvor leve af at være dyreclairvoyant og tilbyde sin kunnen til mennesker med dyr.
– Jeg kalder ikke mennesker med dyr for ejere. Du kan ikke eje en anden. Jeg kalder dem dyrets menneske, siger Elliine Hareholm.
Grækeren Svend
Elliine Hareholm er egentlig uddannet biolog i 2009, og i en årrække arbejdede hun inden for dette fag ved både Sveriges landbrugsuniversitet, Det Økologiske Råd, World Animal Protection og på Roskilde Universitet, men hun savnede at arbejde med at hjælpe dyr på en mere direkte måde. Det var som om, at Elliine Hareholm skulle noget andet.
– Jeg følte, der manglede noget, men så fik jeg Svend. Det ændrede alt, siger hun.
Den lille sort og hvid gadehund fra Grækenland ligger ved Elliine Hareholms fødder, mens hun fortæller om, hvordan Svend havde så voldsomme traumer fra sin fortid på gaden i Grækenland, at hun til sidst opsøgte en dyreclairvoyant for at få hjælp.
– Jeg fik en helt anden hund! Det var fantastisk at se. Det begyndte der. Jeg ville gerne arbejde med det også, siger Elliine Hareholm, der i 2015 befandt sig sammen med sin familie i en situation, der pressede behovet for at kunne kommunikere med dyr endnu mere på.
Her mistede familien deres elskede schæferhund Debbie, og det var en voldsom oplevelse, som igen fik Elliine Hareholm til at overveje mulighederne for at høre, hvad dyr har på hjerte. Men hun troede i lang tid ikke, at det var muligt.
– Jeg troede ikke, at jeg kunne arbejde med clairvoyance. Men så fandt jeg ud af, at man kan lære at genskabe kontakten til sine evner! Jeg tog derfor en uddannelse i både telepati og dyreclairvoyance, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. I dag er mit arbejdsliv fuld af følelsen af, at jeg hjælper dyr og gør en forskel i deres og deres menneskers liv – og det føles vidunderligt, siger Elliine Hareholm.
Uddannelsen blev hun færdig med i september 2018, og nu er virksomheden Dyreclairvoyance derfor en realitet.
Dyr med traumer
Elliine Hareholm tilbyder sin hjælp til dyr og deres mennesker i hele landet. Nogle kommer i klinikrummet i privaten i Sparkær, mens andre sender foto af dyret og behandles via en fotosession. Er der tale om alvorlige traumer, vil Elliine Hareholm dog gerne møde dyret og dets menneske mindst en gang.
– Under min uddannelse skrev jeg speciale i traumebehandlingen. Dyr kan få traumer af grimme oplevelser, ganske som mennesker kan. Det kan være en hund, der er blevet overfaldet og bidt, en kat der har mistet en anden kat eller for eksempel gadehunde, der i deres hjemland har oplevet de mest horrible ting, som kommer her og får hjælp, siger Elliine Hareholm.
Samtidig forsyner hun dyrets menneske med en række redskaber, som hjælper dyret på rette vej.
– Mange fortæller, at de får et helt nyt dyr efter behandlingerne, og samtidig har de selv fået en større forståelse for, hvorfor deres dyr reagerer, som det gør, siger Elliine Hareholm.
Hun forklarer, at hun arbejder med alle slags dyr – ikke kun de mest gængse kæledyr som hund og kat, og man behøver ikke have store problemer med sit dyr for at opsøge hende.
– Nogle vil bare gerne have en snak med dyret, og høre, hvad det har at sige, siger hun.
Og hvis du tænker på, hvad Elliine Hareholm oftest hører hunde beklage sig over, så er svaret måske ikke så overraskende endda:
– Mad! Spørger du en hund, hvad hunden gerne vil have ændret i dens liv, så svarer hunden ofte noget med det, som hunden spiser. Det er dog ikke altid, at det er det, som hunden kan få, for måske er det ikke sundt for hunden, siger Elliine Hareholm og griner.
Dyr har masser af humor, forklarer hun. Og ja – det gælder også katte!
En trøst
Udover samtalerne med dyrene og healingen af deres udfordringer, så kan mennesker, der har mistet et elsket kæledyr, også søge hjælp hos Elliine Hareholm. Her kan du nemlig få afdødekontakt med dit kæledyr og få sagt de ting, du måske ikke fik sagt, da dyret var i live, eller høre hvordan dyret har det i efterlivet.
– Det er en stor trøst for mange. At miste et dyr kan sammenlignes med at miste et familiemedlem, og sorgen er overvældende, siger Elliine Hareholm, der dog har godt nyt til alle, der har oplevet at miste en pelset ven: – Ofte fortæller dyrene, at de har det godt, og at de savner mennesket, men har fred med at de er, hvor de er. Dyrene deler en stor afklarethed, som berører mig meget også, når jeg laver disse sessioner, siger Elliine Hareholm.
Når du står frem og fortæller, at du kan disse ting, så møder du skeptikere, og dem møder Elliine Hareholm naturligvis også. Det tager hun dog oppe fra og ned.
– Jeg ser disse redskaber virke. Jeg ser dyr og mennesker få det bedre, og det er nok. Jeg skal ikke overbevise nogen, siger hun
Fjends Folkeblad skrev d.3 april 2019 om, hvordan jeg hjælper dyr.
